Is she a Dark Bird?

LOVER MOTHER SISTER DAUGHTER SINGER

YES!

Hermed mit modsvar til Henrik Marstals indlæg i Information af d. 9/3 2011.

Kære Henrik Marstal.

Jeg læste med stor nysgerrighed din blog I information d. 9 marts 2011 hvor du kritiserer mit arbejde som dommer I X Factor og I særdeleshed mit sangvalg til Rikke & Trine, Joy Divisions Love Will Tear Us Apart. Et uhelligt valg, mener du.

Lad mig starte med at give dig en uforbeholden undskyldning på vegne af x-factor. Det er, på trods af at 4 sæson nu løber over skærmen, åbenbart ikke lykkedes at kommunikere klart og tydeligt hvad X Factor er for et program: Det er et underholdningsprogram for amatører, hvor alle i den danske befolkning har mulighed for at prøve kræfter med sangen. De synger coverversioner og ikke originalt materiale. Fredag efter fredag sætter nær 2 millioner sig i sofaen og følger disse menneskers udvikling. Klarer de aftenens udfordring? Er de blevet bedre siden sidst? Hvordan vurderer dommerne deres optræden?  Som en bonus for seerne er der masser af musik i programmet. X factor bliver I perioder et offentligt fikspunkt. Ugen igennem diskuterer vi efterfølgende med familie, venner, cybervenner og kollegaer om det hændte. For ud over at underholde, rejser programmet spørgsmål som: Hvad er god tone? Hvad er god og dårlig stil? Hvem fortjener succes? Vi debatterer homoseksualitet og ikke mindst musik. Efterfølgende stiger downloads af de spillede sange betydeligt. Endnu en bonus.

 Når jeg kigger bort fra personfnidderet I dit indlæg, stiller du et yderst interessant spørgsmål:

”Kan man overhovedet tillade sig at tage et nummer med denne historie, med denne tematik og med denne grad af sørgmodighed og transformere det til et stykke underholdning, som et helt tv-studie hujer og klapper begejstret med på?”

Nu spidser jeg ører: Er noget musik mere værd end andet? Er Joy Divisions Love Will Tear Us Apart en bedre og mere værdifuld generationshymne end Baby af Justin Bieber?

Elskede 80´er-fansene sangen Love Will Tear Us Apart mere ægte endRikke og Trine der har skrevet 9. klasses opgave om Joy Division?

Ikke for mig.

Du skriver at sangen ikke var et hit og derefter anklager du mig for at vælge nummeret strategisk, altså for at generere stemmer I befolkningen? Hvordan skulle sangen kunne gøre det hvis den ikke var et hit? Du anklager mig for at tænke strategisk I valget af netop dette nummer. Øh ja. Jeg ville være en ussel dommer hvis jeg ikke rådgav mine deltagere om sangvalg ud fra devisen om at de skal klare sig bedst muligt. Når det er sagt forsøger jeg hver gang at præsentere nogle fantastiske sange. Men Henrik, det er jo et gameshow det her, en konkurrence. Det handler om at vinde, ikk?

Du citerer så nogle mennesker som i 80´erne havde dette nummer som generationshymne og som nu føler sig intimideret af at jeg tager nummeret op I X Factor.

Jeg er med på at der er en gruppe mennesker, som har et særligt stærkt forhold til sangen. Men I har ikke patent på oplevelsen af nummeret. De stærke numre overlever, fordi de gennem generationer kan give folk mening og følelse, der hvor de er.

Jeg har fulgt debatten I cyberspace og på din Facebook side, og heldigvis er de færreste størknet i selvfed overdommermentalitet. De har enten kunnet mønstre at slukke for fjernsynet eller har kunne se på tvillingernes og min udgave som det, den er: En fortolkning i Danmarks største underholdningsprogram.

Jeg respekterer din ret til at kritisere mig. Jeg anerkender din holdning, men det ærgrer mig at den er så skide reaktionær. Du stiller dig som den gode smags overdommer. Det er for mig slet ikke  i tråd med det mantra, som var 80´er-generationens: De gav fingeren til alt det reaktionære. For punken og postpunken var intet helligt. Det er et mantra jeg kan forstå.

Man kan selvfølgelig godt diskutere om amatørerne har stjålet scenen fra os, de professionelle musikere. Jeg mener der skal være plads til begge dele.

Man kan også vende diskussionen helt på hovedet: Er X Factor ikke et program, der tillader folk at drømme sig helt til månen for en stund, et program der hylder risikovillighed, og opfordrer folk til at turde noget,  stille sig op, blotte sig og få kritik? Er kernen I X Factor i virkeligheden, at vi hylder optimismen og naiviteten som drivkraft?

Jeg er, i modsætning til dig, ikke bange for masserne. Jeg synes den største fejl man kan begå, er at underkende folk ude bag skærmene. Det synes jeg du gør.

Når du nu alligevel så ivrigt følger med i programmet håber jeg at det ovenstående kan inspirere dig.

Og hey Henrik, jeg har også et gratis tip til dig:

I 1966 går John Lennon ind på the Indica Gallery i London. Han kravler op ad en hvid stige. I loftet hænger et forstørrelsesglas i en kæde. Igennem glasset læser han et lillebitte ord, som står skrevet i loftet. Et ord på sølle 3 bogstaver, som kendetegner optimisme. Ordet, der stod var: YES!

  1. mariapiiiigen reblogged this from pernillerosendahl
  2. mariapiiiigen said: håber du får en god aften er virkelig ked af du mistede dine grupper søde xx Maria
  3. nielsjansendk reblogged this from pernillerosendahl
  4. tsapelik said: Oh boy.. Luckily I know who’s Marstal, and that he wrote much on this XFactor hot topic in angry manner. I’ll maybe even try to understand this article - very interesting. Thank you
  5. pernillerosendahl posted this